Motiveringer for uddeling af hæderspriser 2015

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år (2015) til en musiker og to komponister. De tre priser går til cellisten Andreas Brantelid og komponisterne Juliana Hodkinson og John Frandsen. De modtager hver kr. 600.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Prisoverrækkelsen sker i forbindelse med en koncert i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København den 27. november 2015, hvor det nydannede Underholdningsorkester medvirker. Det bliver opført musik af Haydn, en sangcyklus af John Frandsen “Seven Silly Songs”, hvor komponistens søn Morten Grove Frandsen er kontratenorsolist, og Juliana Hodkinson har specielt til denne koncert skrevet en ny guitarkoncert, hvor den hollandske guitarist Aart Strootman er solist.

 

Andreas Brantelid

Sin unge alder til trods har cellisten Andreas Brantelid erobret en position som et af Danmarks internationalt anerkendte solistnavne på den klassiske musikscene. Med en bemærkelsesværdig instrumental beherskelse og en usædvanlig skøn cellotone er hans fremførelse af værkerne i det klassiske cellorepertoire præget af elegance og virtuos overlegenhed.

At Andreas Brantelid samtidig er en konstant søgende kunstner med et åbent sind, giver hans fortolkninger dybtfølt personlighed og karisma med en nytænkende dimension, som musiklivet i mange år fremover vil nyde godt af.

 

Juliana Hodkinson

Juliana Hodkinson arbejder som komponist i et krydsfelt mellem musik for koncertsalen, ofte med inddragelse af teatralske elementer og egentlige installationer med elektronisk iscenesættelse i form af lyd og video. Hendes komponistoriske arbejde foregår derfor også ofte i samarbejde med performance-grupper, både i Danmark og i resten af verden.

Juliana Hodkinsons kompositioner har en særlig skrøbelig følsomhed og sensivitet over for den konkrete verden. Et par karakteristiske titler er Lightness for forstærkede tændstikker og Why Linger You Trembling in your Shell?, som ud over klassiske instrumenter gør brug af fjer, æggeskaller og bordtennisbolde. Men de kan også rumme det storladne romantiske udtryk som i I Greet You a Thousand Times for symfoniorkester og elektronik.

 

John Frandsen

John Frandsen har været en fremtrædende figur i dansk musikliv og en meget produktiv komponist siden midten af halvfjerdserne. Især inden for vokalmusikken har John Frandsen sat sine aftryk. I 2014 opførtes det halvanden time lange Requiem i DR’s koncertsal, hvor han blander nutidig poesi og sangstemmer med den ældgamle requiemtraditions musik og tekster på yderst virkningsfuld vis.

Senest har operaen Et Dukkehjem – nummer syv i John Frandsens operaproduktion – gjort indtryk med sin vellykkede fortsættelse af den senromantiske operatradition, hvor drama og musik smelter sammen på en ubesværet måde, som er sjælden i moderne musikdramatik.